Termisk afgratning er en teknik, der i stigende grad anvendes i metalindustrien til at fjerne grater på svært tilgængelige områder på metalemner af typisk stål eller aluminium. De svært tilgængelige områder kan eksempelvis være de indvendige huller i hydraulikblokke.
Den termiske afgratning sker i et lukket kammer ved en kontrolleret eksplosion forårsaget af højt tryk og tilstedeværelse af ilt og methan. Temperaturen når ved eksplosionen op på ca. 3000°C, hvorved graterne på emnet "brændes" bort.
Emnets overflade er efterfølgende belagt med afbrændingsprodukter i form af metaloxider/rust. Denne belægning skal fjernes inden videre forarbejdning, og dette gøres som oftest i stærke syrer som for eksempel fosforsyre eller svovlsyre. Herved bejdses metaloxiderne af overfladen.
Det er til dette formål, at DST-KEMI har udviklet en serie af produkter, der erstatter de ellers velkendte bejdsebade. Produkterne er pH neutrale, biologisk let nedbrydelige og ikke-hudirriterende.
Det optimale resultat opnås i et flertrins-vaskeanlæg med ultralyd i minimum 1. trin. Standtiden forlænges typisk ved brugen af disse produkter, og kvaliteten af de vaskede emner øges, således at det er muligt at lasersvejse direkte på emnerne efterfølgende.
Produkterne bidrager til et bedre miljø, en nemmere håndtering af affaldet, en forøget og optimeret proces og kvalitet.